DEJLIGE DANMARK. Bli med meg en liten tur til Nørre Asminderup på Nordsjælland, til et gult lite mursteinshus i denne ørlille landsbyen. I 1956 ble det slått opp en liten plakett på veggen: Norges store dikter Bjørnstjerne Bjørnson skrev her i 1856 den berømte fortelling Synnøve Solbakken.
Toppbilde: Karin Molander og Lars Hanson i filmen Synnøve Solbakken fra 1919.
BJØRNSTJERNE, FRIDA OG SYNNØVE. Han en sann danskevenn hele sitt liv, Bjørnstjerne Bjørnson, og hadde flere slektninger i København. I en artikkel i Morgenbladet skrev han at ”det blide Danmark” var kulturens land fremfor noen i Norden.
Hver gang han kom tilbake til Norge lengtet han tilbake og håpet ”det Forsæt, snart at se Danmark igjen og være der lenger”.
Her sitter jeg da, og blar i gamle Bjørnson-papirer eierne av huset fant under oppussing. I skogbrynet ligger en vakker liten kirke, på en liten høyde med, utsikt mot Isefjorden. Mot horisonten bølger det danske landskapet. Var det her på benken ved kirkeveggen han ble inspirert til å skrive: ”…et til alle sider fritliggende høit Sted, som Solen bærer Straaler paa, fra den gaar op, til den falder”?
Eller var det dette han så da han satt ved vinduet i det romantiske lille huset i den litt avsidesliggende landsbyen: ved prestegården rett over gaten for der han bodde, står bøken fremdeles majestetisk og flott.
Bak vindusrutene fable han i ren H.C. Andersen-ånd om den norske storfurua, skogens største tre som «når så højt til vejrs, at den får besøg av et kongelig tørnepar, der bygger rede i dens krone – til sorg for alle de andre fugle, men til glæde for furufamilien.
«Væk!», sagde de. «vi er af Slægten!. Her er en drossel som bander av arrigskab, en alvorlig hakkespæt, der ler, så den er nær ved at dratte af pinden, og en vipstjærte, som synger en trillende afskjedssang, men ganske sagte, for at ørnen ikke skal mærke det.
Det blev altså en «tynd Gklæde» med det kongebesøg! Aspen hvæser, og eneren stikker. Kun hæggen siger ingenting, den nøjes med at lugte».
I Nørre Asminderup forelsket Bjørnstjerne Bjørnson seg i ungjenta Frida, noe som resulterte i det vakkersørgelige diktet ”Til Frida”. Frida døde i en alder av 23 år, noe som gikk sterkt inn på den unge norske dikteren.
Bjørnstjerne Bjørnson brukte ikke mer enn 3-4 måneder på å skrive om Synnøve Solbakken. Og historien kom på rykk i august 1857, bare et par måneder etter at han kom hjem fra sitt opphold i Danmark.
Fortellingen er elsket og beundret i både Norge og Danmark. Slik sa han det selv: og saadan som den bog er skrevet, skriver man blot en gang i sit liv.
En terne skriger hæst ude over vandet, hvidtjørnen blomstrer, en klaring mod nord viser Ellemandsbjerget på Helgenæs, barndommens ferieland. Sejerø der ude i det blå, Nekseløs grønne klat i sin bugt, i det fjerne runder et tankskib Djursland for udgående, Vejrhøj med endnu en udsigt, så man må klamre sig til et træ for ikke at flyve væk, Dragsholm med sine ofte uhyggelige minder, Esterhøj med Genforeningsstenen, Trundholm Mose med Solvognen og selv Nørre Asmindrup, hvor den unge Bjørnstjerne Bjørnson skrev Synnøve Solbakken, glider i baggrunden. Sjælland er aldrig ophørende historie, en næsten aldrig ophørende skønhed.
Fra boken "DANMARK - en rejse i den danske erindring" av Per Nyholm.
TEKST: ØYVIND RISVIK. FOTO: ØYVIND RISVIK OG PRIVAT.